Mindfulness forløb i Løvenørnsgade

Mindfulness forløb over 6 gange

Dette forløb handler om at komme mere fuldt og helt tilstede i livet. At opdage hvad der nærer og beriger livet og ikke mindst hvad der dræner og tynger det.

med Gull-Maja la Cour

15. november til 20. december 2023

*forløbet er overtegnet

Mindfulness er en træning i at komme til stede, lære at mærke bedre efter og lytte aktivt til de signaler der viser sig som kropslige fornemmelser, følelser eller tankemønstre. Den bevidste registrering af det som foregår i krop og sind kan rumme information om at nogle elementer i vores liv ikke er i balance og at der er brug for et nænsomt skifte. Det dybere formål med mindfulness er evnen til at hvile i dig selv og samtidig skabe plads for forandring, der hvor der er brug for det.

Mindfulness kan beskrives som evnen til bevidst nærvær og intimitet med livet – som det udfolder sig fra øjeblik til øjeblik. At arbejde med mindfulness indebærer, villigheden til at gå tæt på sine egne oplevelser – herunder egne følelser, tanker og kropslige fornemmelser – med en åben og venlig indstilling. Mindfulness er træning i at være tilstede med det som er, uden at vurdere eller dømme det, og uden at blive opslugt og overvældet af det.

Kurset inddrager væsentlige elementer fra mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR). MBSR er en evidens-baseret metode, der gennem omfattende forskning har vist sig virksom over for symptomer på stress, angst og depression. Mange oplever desuden at mindfulness effektivt kan føre til øget nærvær, forbedret livskvalitet og velvære, samt en mere venlig og accepterende indstilling over for sig selv og andre. For nylig har verdens førende tidsskrift Nature, konkluderet at mindfulness interventioner er blandt de mest effektive metoder til forbedring af mental sundhed.

 

Detaljer om indhold og undervisning
Dette forløb giver en dyberegående introduktion til hvad mindfulness er og kan. Der introduceres forskellige mindfulness teknikker og gives inspiration og støtte til at begynde en daglig mindfulnesspraksis. Evnen til bevidst nærvær opdages og trænes gennem praktiske mindfulness-øvelser, såsom liggende kropsscanning, simple yoga øvelser, afspænding og siddende meditationer. Den praktiske mindfulness-træning suppleres med undervisning i bl.a. stresshåndtering, negative automatiske tanker, accept, livsglæde samt udvekslinger i par og plenum. Formålet med forløbet er at lære at integrere en række færdigheder der gør det muligt at håndtere udfordringer i hverdagen, opnå en bedre balance i livet og fremme ens mentale sundhed.

 

Forudsætninger og hjemmepraksis
Det kræver ikke særlige forudsætninger eller erfaring at deltage i forløbet, udover et åbent sind og lyst til at investere cirka 30 minutter om dagen til meditation, yoga og afspænding. For at kunne profitere fuldt ud af kursusforløbet er det essentielt at du er motiveret til at gennemføre forløbet og sætter tid af til din egen daglige praksis. Du vil modtage lydfiler med mindfulnessøvelser samt en beskrivelse af de øvelser vi laver sammen. Det kan hjælpe dig til at fortsætte din egen mindfulnesspraksis efter forløbets afslutning.

For at skabe plads til individuel kontakt samt tryghed i gruppen er deltagerantal begrænset til max 8 personer. Optagelse sker efter først til mølle princippet.

 

Gull-Maja la Cour

Gull-Maja la Cour, Center for Meditation

Psykolog, uddannet underviser i mindfulness og meditation samt certificeret yogalærer i bl.a. yin yoga, hatha yoga, vinyasa yoga, hot yoga og mindful yoga. Hun har specialiseret sig i sammenhængen mellem indre og ydre bæredygtighed og arbejder med, hvorledes meditative teknikker og indre eksistentiel omstilling kan medvirke til at skabe en bæredygtig fremtid, hvor både vores fysiske og psykiske livsgrundlag er i balance. Gull-Maja har haft en daglig meditationspraksis i mere end 10 år og tager hvert år i længerevarende retreats. Hun er gæsteunderviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Datoer

    • Onsdag d. 15. november kl 17.30-20.00
    • Onsdag d. 22. november kl 17.30-20.00
    • Onsdag d. 29. november kl 17.30-20.00
    • Onsdag d. 6. december kl 17.30-20.00
    • Onsdag d. 13. december forlænget session i stilhed fra kl. 17:30-21:00
    • Onsdag d. 20. december kl 17.30-20.00

 

Kursuspris

Kr. 1950,-/ kr. 1500,- for mennesker med begrænsede økonomiske midler.

Prisen er inklusiv lydfiler med guidede meditationer, så du kan få støtte til at fortsætte din egen mindfulnesspraksis efter endt forløb.

 

Praktisk
Medbring venligst dit eget tæppe og yogamåtte. Sørg for at have behageligt tøj på som du kan sidde og bevæge dig i. Hvis du ikke har en yogamåtte så skriv dette til mig, så medbringer jeg en.

 

Kursussted

Psykologerne i Løvenørnsgade

Løvenørnsgade 1B, st.

8700 Horsens

 

Tilmelding

Tilmelding sker ved at sende en e-mail til gullmaja@gmail.com
Her bedes du oplyse navn, adresse og evt. CVR nr. Herefter modtager du en faktura. Din plads på holdet er sikret så snart din betaling er modtaget.